DiSC: Sådan udfordrer du dine medarbejdere bedst
Af og til har vi alle brug for et skub i ryggen. Nogle gange skal der kun et lille, venskabeligt puf til, før vi kommer på rette spor. Og andre gange har vi brug for den slags skub, hvor vi kort mister balancen, før vi lander på den rigtige fod igen.
Det er en svær balance, men den er ikke umulig at ramme. Læs med her og find ud af, hvordan du kan bruge DiSCs fire personprofiler til at forstå, hvordan du bedst udfordrer dine medarbejdere.
Det kræver udfordringer at udvikle sig
Selvom vi til dagligt bruger udtryk som ”at klemme balderne sammen”, er det der med robusthed og viljestyrke slet ikke noget, der kommer indefra. I hvert fald ikke alene.
Det kræver en indsats fra dig som leder, hvis dine medarbejdere skal finde de rigtige værktøjer til at kunne ”tage skeen i den anden hånd”, når de møder svære udfordringer. Og den indsats skal planlægges nøje efter dine medarbejderes personprofiler.
DiSC er en model med fire personlighedstyper. Er du ikke er så velbevandret i modellen? Så tror vi, du vil få en masse ud af at læse vores blog om, hvad der karakteriserer de fire typer hver især.
Forstå dine medarbejderes udfordringer og tag et skridt ad gangen
Lad os starte fra en ende af. Personprofil D er målrettet, beslutsom og initiativrig. De kan have tendens til at løbe i forvejen for at nå målet, og derfor er det vigtigt, at du udfordrer D på deres konkurrencegen.
Sørg for, at alle er med, før D rykker videre til næste trin i projektet. Det vil give dig en mere samarbejdsdygtig medarbejder på sigt.
I er kreativ, spontan og positiv. Deres hurtige tempo og spontane natur kan gøre dem flyvske. Derfor er det ofte en god idé at udfordre I på deres spontanitet.
Mind I om at forberede sig godt inden møder og at klappe vigtige aftaler af, før snakken går med sjov og sludder. Her kan I lære noget af D, som har en naturlig evne til at holde et koncentreret øje på bolden.
S er den ultimative holdspiller. Det er en stor fordel for S, at de har en naturlig evne til at lade andre komme til orde. Men det er vigtigt, at du udfordrer de konfliktsky facetter af S.
S skal opfordres til at sætte tydeligere grænser og lære at tage ros og anerkendelse til sig. Det kan de nemlig bruge til at udstråle mere selvsikkerhed, som i sidste ende gør dem til en endnu bedre spiller på holdet.
K er selvstændig, uafhængig og går metodisk til værks. K er perfektionister ind til benet, men de kan ligesom D være nogle enspændere. K kan lære noget af S’s evne til at indgå i et team.
Du kan hjælpe K på vej til at blive endnu dygtigere ved at opfordre dem til at se på de store sammenhænge. Der findes nemlig ofte vigtige svar på den anden side af deres datasæt og facitlister, og det kan være en fordel at bede sine kolleger om hjælp til at se dem.
Vejen kan være lang, men de små skridt er vigtige
For nogle medarbejdere kan det være enormt svært at lære at rykke på de grundlæggende udfordringer, de oplever. Det kræver nogle gange mange små skub, men udviklingen kommer med tiden.
Hjælp D og K med at opsøge flere gruppearbejder. Tilskynd I til at holde fokus og S til at sætte klare grænser. De små skridt er vigtige, og med tiden vil du med al sandsynlighed opleve, at dine medarbejdere får lettere og lettere ved at klare de udfordringer, der engang virkede uoverstigelige.