Værdiafklaring: Hvad er vigtigt for dig?

Måske synes du, at det lyder som noget lommefilosofisk navlepilleri at skulle lære dine værdier at kende. Men det er i virkeligheden mere pragmatisk end som så. Vi mennesker har alle sammen nogle grundlæggende kerneværdier. Også selvom vi ikke umiddelbart kan remse dem op.

For nogen er tryghed en grundlæggende værdi, mens det for andre måske er balance. Eller succes. For at nå ind til det, der driver dig som menneske, er der derfor ét vigtigt spørgsmål, du skal svare på: Hvad er vigtigt for dig?

Du kan sikkert ikke svare på det nu. Bare sådan på stående fod. For det er et kæmpestort spørgsmål. ”Der er mange ting, der er vigtige for mig,” tænker du måske. Det kan være familien, jobbet, huset, hunden…

Måske er det den der helt specielle måde at brygge kaffe på, som du efter mange års prøvelser er nået frem til. Hvad som helst. Men bag alle de ting, du umiddelbart tænker på her, findes der en kerneværdi. Og det er dem, vi skal ind til.

Først og fremmest skal du stille de rigtige spørgsmål

Det nytter ikke noget at stille livets store spørgsmål lige fra start. Hvis du nogensinde har spurgt nogen, der er ældre end ti år, hvad de vil med deres liv, har du sikkert fået svaret: ”Det ved jeg ikke!”. For det er et alt for stort spørgsmål.

Start i stedet med de små spørgsmål. Hvad gør dig rigtig glad? Hvad vil du gerne have, at der skal være mere af i dit liv? Hvad kan få dig til at glemme tid og sted? Det er meget nemmere at svare på de mere lavpraktiske spørgsmål, og dine lavpraktiske svar fortæller mere, end du måske tror.

Måske er alene-tid det første, du tænker på, når du skal vælge noget, der gør dig rigtig glad? Så kan det være, at du er en smule introvert. Måske vil du gerne have flere klare rammer i din hverdag? Så er du muligvis mere struktureret anlagt, end du troede.

Når du tænker over dine svar, er det en god idé at skrive dem ned. Én for én på hver sin papirlap. Det kan være, at der er mange af tingene, du allerede har. Det næste spørgsmål, du kan stille dig selv, er så: hvilke ville jeg blive ked af at miste? Det kan gøre det endnu tydeligere for dig, hvor meget de udvalgte ting betyder for dig.

Leg Spørge-Jørgen, indtil du når helt ind til kernen

Hvis vi kan lære én ting af Spørge-Jørgen, er det, at der altid er flere spørgsmål at stille. Dine papirlapper med svar fortæller ikke ret meget, når de bare ligger på bordet for sig selv. Derfor skal du stille spørgsmål til dem, indtil du når helt derind, hvor værdien bag svaret findes.

Lad os gå videre med det tænkte eksempel, at alene-tid gør dig rigtig glad. Fidusen er, ligesom Spørge-Jørgen gør det, at spørge; ”hvorfor?”. Hvorfor gør det dig glad at være alene? Måske er svaret, at det er fordi, der er stille, når du er alene.

Hvorfor er stilhed vigtigt for dig? Er det fordi, du lader bedst op, når du ikke bliver forstyrret? Hvis det er tilfældet, kan du til sidst spørge dig selv, hvorfor det er vigtigt ikke at blive forstyrret. ”Ro,” svarer du måske. Og her har du din første kerneværdi.

Når vi kender vores værdier, kender vi vores forventninger til verdenen

Ja. Det er såre simpelt. Værdiafklaring er en vigtig del af at lære os selv at kende som mennesker. Når du kender dine værdier, ved du også, hvad du skal forvente af verdenen omkring dig. Hvis en grundværdi for dig er ro, er det hektiske storbyliv måske ikke det perfekte match til dig.

Eller måske er det? En af dine andre grundværdier kan jo være, at du elsker struktur og balance. Er det tilfældet, passer du muligvis godt ind i et travlt kontormiljø, selvom der er snak omkring dig og deadlines, der lurer. Så længe du kan koble fra og holde fri, når du har fri. Når du ved, at du trives i ro, struktur og balance, ved du, at det er tre ting, du skal gå målrettet efter.

Støder du på et job, der lyder perfekt på papiret, er det vigtigt, at du stopper op. Stemmer stillingen godt overens med dine kerneværdier? Undersøg, hvad arbejdsgiveren forventer af dig, og husk på, hvad du skal forvente af din arbejdsgiver. Lever stillingen op til dine værdier om ro, struktur og balance? Hvis ikke kan det være bedst for dig at lede videre.

Brug dine kerneværdier som pejlemærker

Dine kerneværdier fortæller noget om din trivsel. De fortæller, hvad der skal til for, at du trives. De fortæller også, hvad der kan stå i vejen for din trivsel. Din værdiafklaring har derfor stor værdi i sig selv. Den fortæller dig, hvad du skal sigte efter fremover.

Dine fundamentale værdier spiller ind i alle niveauer af dit liv. De er med til at definere din grundlæggende opfattelse af, hvem du er. De har betydning for de evner og færdigheder, du har. Og de er afgørende for din adfærd og dine handle- og tankemønstre.

Hvis der er noget i dit liv, der ikke stemmer overens med dine kerneværdier, er det vigtigt at være bevidst om det. Nogle gange skal der kun små forandringer til, før dine kerneværdier bliver mødt. Tal med dine kolleger eller med en coach eller rådgiver om dine behov.

Når du er jobsøgende, er det en kæmpe styrke, at du kender dine kerneværdier. De fungerer nemlig som det bedst tænkelige pejlemærke. Det gælder både, når du læser jobopslag, når du skriver din ansøgning, og når du sidder til jobsamtalen.

Når du kender dine grundlæggende, menneskelige værdier, ved du nemlig, hvad du skal forvente af verden. Af din arbejdsplads. Af din arbejdsgiver. Af dine kolleger. Og hvad du kan forvente af dig selv.

Vi tror på, at værdiafklaring er den bedste og sikreste vej til arbejdsglæde og livskvalitet. Din trivsel er vigtig. Find ud af, hvordan du opnår den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Ja, jeg vil rigtig gerne tilmelde mig nyhedsbrev
Ja, jeg har læst og accepterer People Analyze Groups persondata politik

Seneste blogindlæg

DiSC: Fire profiltyper, der kan lære dig at forstå dine medarbejdere

Carsten Hoelstad - 26. maj 2021

Det lyder simpelt, og det er det faktisk også. I…

DiSC: Sådan udfordrer du dine medarbejdere bedst

Carsten Hoelstad - 26. maj 2021

Af og til har vi alle brug for et skub…

DiSC-profiler under Corona – kan de stadig bruges

Carsten Hoelstad - 26. maj 2021

Verden er i undtagelsestilstand. Medarbejdere er sendt hjem og skal…